Skælskør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Skælskør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Langebjerg, RoskildeIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Majengen, Jersie, Solrød Strand
Meldahlsvej, Holbæk
Arnold Sørensens Have, HolbækAnders Larsensvej, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Østergårdsvej, Klint, Nykøbing Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Opfordring til borgerne i hele kredsen – Vær forsigtig, når du bruger ukrudtsbrænder.
I takt med solen titter frem, så kommer også ukrudtet frem fra deres vinterhi. Mange husejere vil gerne fjerne ukrudt på en miljøvenlig måde, så de bruger en gasbrænder til at holde haven ukrudtsfri. Det er dog ikke ufarligt at bruge en ukrudtsbrænder, som let får fat i tørt buskads, plankeværket eller efterlader en glød, som ligger og ulmer.
Politi og brandvæsen oplever især om foråret, at måtte køre til brand i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. I de værste tilfælde har brug af ukrudtsbrænder været årsag til, at der er opstået brand i huse eller udhuse med store skader til følge.
Senest i går kl. 17.08 var en udrykning på Humlestien i Tune, Greve, hvor det brændte i i et buskads tæt op ad en garage til en villa. Det viste sig, at husejeren havde været i gang med havearbejdet, og havde anvendt en ukrudtsbrænder til at fjerne ukrudt i indkørslen. Flammen fra gasbrænderen havde her fået fat i noget tørt buskads, men ilden blev slukket før den bredte sig til garagen eller huset, og ingen personer kom til skade.
Påsken er højtid for havearbejde, og politiet vil i den forbindelse gerne opfordre alle til at anvende ukrudtsbrændere med stor forsigtighed. Når ukrudtet fjernes tæt ved tørt og meget brandbart materiale anbefales det, at medbringe vand til at efterslukke eventuelle gløder eller ild. Kontroller området, hvor du har anvendt ukrudtsbrænderen, før du forlader stedet.
Narkokørsel, narko og kniv i stjålet bil – Slotsvolden, Holbæk
Kl. 07.55 kontaktede personalet fra en ambulance politiet, da de havde fundet en sovende mand i en bil på Slotsvolden, som reagerede aggressivt over for dem, da de ville sikre sig, at han var ok. Da patruljen kom frem holdt bilen i tomgang, og manden sov ind over rattet. Betjentene fik liv i den sovende mand, en 20-årig mand fra Holbæk, som var påvirket af både spiritus og narko. Han blev anholdt og sigtet for narko og spirituskørsel.
Den 20-årige var havde en kniv på sig og ved ransagning af bilen fandt politiet 2 gram hash. Den 20-årige havde desuden intet kørekort, og det viste sig også at bilen var meldt stjålet samme aften, hvor den havde holdt ved Havevang i Holbæk. Ejeren af bilen blev kontaktet og bilen udleveret til rette ejer.
Den 20-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev afhørt til sagen. Herefter blev den 20-årige løsladt og når politiet har fået resultatet af blodprøverne, vil han høre mere i sagerne.
Brand på opbevaringsplads – Søndre Mellemvej, Roskilde
Kl. 19.05 var en borger på vej på arbejde, da han så, at der var røg fra en campingvogn, som holdt på en privat opbevaringsplads ikke langt fra beboelse. Han løb ind og advarede beboere i huset og ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det brændte i to ældre campingvogne og en skrotbil. Brandvæsnet fik slukket ilden og sprøjtede skum på gløderne, så de ikke lå og ulmede. Branden var formentlig startet i den ene campingvogn og spredt sig til den anden vogn og bilen, som holdt tæt ved. Ilden spredte sig ikke til beboelseshuset, men campingvognene og bilen udbrændte. Ingen personer kom til skade. Politiet undersøgte branden, men det var ikke muligt at fastslå brandårsagen. Ejeren af ejendommen havde tidligere haft problemer med, at unge tog ophold i campingvognene. Anmelderen havde ikke set nogen personer ved campingvognen, da han opdagede branden.
Brandsårsagen skal nu undersøges nærmere af politiets brandefterforskere. Vidner som har set personer opholde sig på grunden på Søndre Mellemvej i går aftes bedes kontakte politiet på tlf. 114. Grunden på Søndre Mellemvej ligger ikke langt fra Trekroner Station, så måske borgere, som har færdes i området har set noget, der kan være interessant for politiet.
Uro og uorden – Ølbycenter, Køge
Kl. 19.13 kom et alarmopkald om at to grupper på i alt 10-15 mænd sloges i Ølbycenter. Anmelderen oplyste, at mændene bevægede sig rundt omkring Ølby Center og Køge Svømmeland. Flere patruljer blev sendt til stedet, men da første patrulje kom frem kort efter var ingen uro eller personer samlet. Politiet blev i området og patruljerede i et stykke tid, men fandt ikke frem til gruppen af mænd og fik ikke flere anmeldelser om slagsmål eller anden uro.
Fuld mand i toget – Jernbanegade, Køge
Kl. 22.29 anmeldte en togpassager, at hun netop var steget på toget i Køge mod København, og at der i toget lå en kraftigt spirituspåvirket mand, som hun frygtede ikke havde det godt. Politiet tog kontakt til DSB, som tilbageholdt toget på Hundige Station, hvor en patrulje stod klar til at undersøge sagen. Politiet traf en 38-årig mand fra København, som politiet anholdt, idet han var så påvirket af spiritus, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han blev taget med i detentionen, hvor han fik lov at sove til næste morgen
Narkobilist med frakendt kørekort fik taget bilen – Henriettevej, Holbæk
Kl. 23.55 standsede politiet en personbil, som blev ført af en 31-årig mand fra København. Føreren viste sig at være narkopåvirket og frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Da det var 3. gang den 31-årige kørte i frakendelsestiden indenfor 3 år beslaglagde politiet bilen med henblik på konfiskation, som det er muligt efter færdselslovens regler. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 31-årige få besked om sagens videre gang. Retten vil ved et senere retsmøde tage stilling til om bilen kan konfiskeres.
Bil endte på taget – Slagelse Landevej, Kalundborg
Kl. 00.16 kørte en 18-årig mand fra Kalundborg ad Slagelse Landevej mod nord, da et kraftigt vindstød tog fat i den mindre personbil, så den 18-årige mistede herredømmet over bilen. Bilen kørte i grøften i modsatte vejbane, hvor den trillede rundt og endte på taget. Den 18-årige slap fra uheldet med forskrækkelse, da han ikke kom til skade. Værre gik det ud over bilen, som ikke kunne køre videre. Ingen andre personer eller genstande blev ramt i forbindelse med uheldet, hvor politiet kom frem og optog rapport.
Kvinde mistænkt for hærværk tilbageholdt – Stenhusvej, Holbæk
Kl. 01.03 tilbageholdt en firmaejer en kvinde, som han mistænkte for at have forøvet hærværk på flere af sine firmabiler i februar i år. Firmaejeren genkendte kvinden fra overvågning på stedet, så da han så hende på stedet tog han kontakt til hende og kontaktede politiet. En patrulje kom frem og anholdt en 20-årig kvinde fra Holbæk.
Politiet visiterede den unge kvinde, som havde 0,2 gram kokain, 0,4 gram amfetamin og en peberspray på sig, som hun blev sigtet for at besidde. Politiet beslaglagde de ulovlige effekter og tog kvinden med på stationen til afhøring. Sagen om hærværket skal nu undersøges nærmere af politiets efterforskningsafdeling i Holbæk for at klarlægge, om den 20-årige kan stå bag. Hun blev løsladt efter afhøringen og vil høre mere fra politiet i sagerne.