Sprinklerrenovering færdig før tid: Parkeringskælder åbner igen 12. november

Foto: Slagelse Kommune.
dato

Renoveringen af sprinkleranlægget i parkeringskælderen er færdiggjort hurtigere end planlagt, og p-kælderen åbner igen til normal brug allerede fra 12. november.

Renoveringen af sprinkleranlægget i parkeringskælderen er nu afsluttet en uge tidligere end først varslet. Projektet blev iværksat med en forventet varighed på cirka fire uger, men takket være en målrettet indsats kunne arbejdet afsluttes allerede efter tre uger. Dette betyder, at parkeringskælderen igen er åben for normal parkering fra 12. november.

Den hurtige gennemførelse skyldes blandt andet, at der har været et stort fokus på at begrænse generne af de midlertidigt nedlagte parkeringspladser. Både erhvervslivet og de daglige brugere af parkeringskælderen har oplevet færre parkeringsmuligheder i perioden, men ved udvidede arbejdsdage, effektiv koordinering af materialeleverancer og et stærkt samarbejde mellem alle parter er generne begrænset mest muligt.

Projektet har desuden været præget af et godt samarbejde og stor forståelse fra p-kælderens brugere. Skiltning og midlertidige parkeringsforhold er i vid udstrækning blevet efterlevet, hvilket har bidraget til et smidigt og effektivt renoveringsforløb uden unødige forsinkelser.

Blandt fakta fra projektet kan det nævnes, at omkring 2 kilometer sprinklerrør er udskiftet – svarende til afstanden fra Slagelse Station til Bilka. Mere end 400 nye sprinklerdyser er monteret, og godt 800 gevindskæringer og rørsamlinger er udført. Det eksisterende anlæg er blevet moderniseret, og over 800 rør og sprinklerdyser er demonteret og bortskaffet.

I de kommende uger etableres et nyt automatisk alarm- og overvågningssystem til sprinkleranlægget. Dette arbejde udføres primært i teknikrum og forventes ikke at påvirke hverken brugen af parkeringskælderen eller antallet af parkeringspladser.

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/p-kaelderen-ved-raadhuset-aabner-igen/

Kilde: Slagelse Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler