Skælskør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Skælskør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Lørdag – søndag
Brand omkring brændeovn på gård – Havnsøvej, Føllenslev – Kalundborg
Lørdag kl. 09.14 kom et alarmopkald om at gløder fra en brændeovn havde antændt en mindre brand på en gård. Beboerne på gården fik slukket ilden, som havde fået fat i gulv og vægge omkring brændeovnen, som står i køkkenet. Brandvæsen og politi kom frem på stedet, hvor brandvæsnet efterslukkede branden. Skaderne var begrænsede, men der skete sodskader i hele køkkenet. Ingen personer kom til skade ved branden og politiet kunne fortsætte til andre opgaver.Søndag kl. 11.08 måtte brandvæsen og politiet tilbage til gården, hvor en glød havde ligget og ulmet, så der var opstået ild ved skorstenen og det nu røg fra taget. Brandvæsnet fik slukket de nye gløder før ilden nåede at få fat.
Mekaniker klemt under lastbil – Bøgedevej, Bøgede, Ringsted – Køge
Kl. 09.35 kom et 112 opkald om en arbejdsulykke ved et vognmandfirma. En lastbilmekaniker var ved at reparere motoren på en lastbil, så han lå under køretøjet på et rullebræt, da lastbilen faldt ned fra donkraften og landede på mandens brystkasse. Den tilskadekomne mand, en 42-årig mand fra Ringsted, blev fundet af en kollega, som havde hørt bumpet da lastbilen faldt ned. Han ringede 112, men kunne ikke få lastbilen væk fra den 42-årige. Brandvæsnet kom frem og fik frigjort den tilskadekomne mand, som var livløs under lastbilen. Ambulancen ydede førstehjælp til manden, der kort efter blev hentet af i lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Arbejdstilsynet kom til stedet, for at undersøge uheldet. Politiet optog rapport om ulykken, og vil når Arbejdstilsynets rapport foreligger, tage stilling til om nogen kan stilles til ansvar for ulykken. Den 42-årige pådrog sig alvorlige brud og indre kvæstelser på overkrop og bækken. Han er fortsat indlagt i kritisk tilstand.
Tabt hønsehus skabte uheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 11.59 tabte en bilist et hønsehus på Holbækmotorvejen ved afkørsel 13 vestgående, da det faldt af traileren på bilen og landede på kørebanen. En personbil der kørte i samme retning, som blev ført af en 63-årig mand fra Køge, påkørte hønsehuset. Den 63-årige beskrev det som om hønsehuset kom flyvende ud af det blå. Heldigvis var bilen en stor firhjulstrækker, så ingen personer kom til skade ved uheldet, og det lykkedes den 63-årige at bremse ned efter påkørslen. En anden personbil blev ramt af fragmenter fra hønsehuset, men fik kun en mindre skade på forruden.
Efter uheldet talte den 63-årigt med føreren af den bil, som havde tabt hønsehuset, en 44-årig mand fra Solrød. De udvekslede oplysninger, hvorefter bilen kørte fra stedet igen. Politiet kontaktede efterfølgende den 44-årige fører, som blev afhørt til sagen. Politiet optog rapport i sagen som skal belyse omstændighederne omkring uheldet.
Tyveri af håndsprit – Algade, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 12.36 fik politiet anmeldelse om, at en kunde som netop havde hentet medicin på apoteket, havde stjålet en flaske med 1 liter håndsprit på vej ud af apoteket. Det var en smal sag for politiet at identificere den mistænkte, som netop havde oplyst sit cpr-nummer i forbindelse med, at han fik udleveret receptpligtig medicin. Politiet fik hurtigt fat i en 23-årig mand fra Asnæs, som blev sigtet for tyveri af flasken med sprit til en værdi af 125 kr. Betjentene leverede spritten tilbage til apoteket, som derfor ikke havde et erstatningskrav.
Den 23-årige blev af afhørt til sagen, og kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Vold i supermarked – Halvmånen, Holbæk
Kl. 17.56 anmeldte en 45-årig mand fra Holbæk, at han var blevet udsat for vold, da han var ude at handle i et supermarkedet Rema1000. Den 45-årige havde i butikken bemærket to mænd, som gik rundt i butikken og spiste chips. De spildte chips på gulvet, hvilket den 45-årige gjorde personalet opmærksom på. Da den 45-årige kom op til kasseområdet, var de to mænd nået op til kassen, hvor den ene optrådte ubehageligt over de andre kunder i butikken. Han havde blandt andet hostet mod kunde, som blev ramt af chips og talt grimt til en ældre dame, da kunderne sagde fra over for mandens opførsel. Den 45-årige havde påtalt opførslen og den aggressive mand rettede sin vrede mod den 45-årige, som blev tildelt flere knytnæveslag i ansigtet. De to mænd betalte for deres varer, hvorefter de forlod butikken.
En patrulje kom frem til stedet, men mændene havde forladt supermarkedet. Den forurettede og vidner på stedet blev afhørt og politiet sikrede videoovervågning på stedet. Den 45-årige blev undersøgt på skadestuen, men blev sendt videre til nærmere undersøgelse for brud i ansigtet.
Mændene beskrives som:
A: Dansk af udseende, skaldet, kraftig af bygning, ca. 50 år, iført en grå hættetrøje. Mistænkt for at slå den 45-årige.
B: Dansk, skaldet, kraftig af bygning, ca. 50 år, iført en sort trøje og en øresnegl. Helt rolig under episoden.
Politiet efterforskere nu sagen og vil i den forbindelse gerne i kontakt med vidner, som måske har set de to mænd før eller efter episoden i Rema, og som kan komme med oplysninger om et evt. køretøj. Vidner som har overværet voldsepisoden, men som endnu ikke er blevet afhørt af politiet, må meget gerne kontakte politiet. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Brand i villa – Nymarksvej, Roskilde
Kl. 22.55 anmeldte en husejer via alarm 112, at han lå på sofaen i stuen, da han kunne mærke strålevarme fra loftet og høre lyde på loftet, som om det brændte. Resten af hans familie var gået i seng, men anmelderen fik vækket dem, og alle kom sikkert ud af huset. Politi og brandvæsen kørte frem, hvor brandvæsnet brød taget op, så de kunne komme til at slukke ilden og standse varmeudviklingen. Ilden var startet tæt ved husets brændeovn, som havde været tændt tre timer tidligere. Flammerne havde spredt sig langs loftet og en væg i huset. Branden blev slukket før ilden fik rigtig fat, men der skete skader på husets tagkonstruktion. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne omkring branden.
Undveg rådyr og kørte galt – Gl. Skovvej, Svebølle – Kalundborg
Kl. 00.01 kørte en 41-årig mand fra Svebølle ad Gl.Skovvej mod øst da en flok på 3-4 rådyr pludselig løb over vejen foran ham. Han mistede herredømmet over bilen og påkørte et træ, som stod i siden af vejen. Med som passager i bilen var en 34-årig mand fra Føllenslev. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor begge mænd blev tilset for skader, men begge mænd slap uskadt fra uheldet.
Brand i lade – Oddenvej, Sj. Odde – Odsherred
Kl. 01.28 opstod en brand i en mindre fritstående lade ved en landejendom. En kvinde som boede i huset nærmest laden vågnede om natten, og så at der var ild i laden. Hun ringede 112 og politi og brandvæsen kørte frem til stedet, hvor der var risiko for at ilden bredte sig til beboelsen på gården. Alle beboere kom i sikkerhed, mens brandvæsnet arbejdede på stedet. Ilden blev slukket, før den spredte sig yderligere. Laden som blev brugt til opbevaring og værksted brændte helt ned, og brandvæsnet blev på stedet og efterslukkede branden. Politiet undersøgte efterfølgende brandstedet, men det var ikke muligt at fastslå årsagen til at den opstod. Patruljen optog rapport i sagen og stedet skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere.
Søndag-mandag
Pige påkørt af bakkende bil – Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 10.19 blev en pige på næsten 2 år påkørt af en bakkende bil, da hun sad og legede i indkørslen. Et familiemedlem til den 2-årige havde ikke set pigen, da hun bakkede ud, så pigen blev ramt ved lav hastighed. Politi, ambulance og lægehelikopteren blev sendt til stedet, hvor pigen blev fløjet til Rigshospitalet med kritiske skader på krop og hoved. Bilinspektøren blev tilkaldt til stedet for at undersøge ulykken og politiet optog rapport i sagen. Senere på dagen fik politiet oplyst, at pigens tilstand var stabil, men at hun havde pådraget sig skader på hovedet og havde indre kvæstelser. Politiet behandler sagen som et færdselsuheld, og afventer nu rapporten fra bilinspektøren.
Falsk anmeldelse om skud – Slagelsvej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 14.19 kom et alarmopkald om, at en mand var blevet skudt i skulderen. Ambulance og politi kørte til adressen, men fandt ingen tilskadekomne. Politiet mødte talstærkt op, og tog alle forholdsregler, da de gik ind i huset på stedet, da meldingen lød på, at der var et skydevåben. Her mødte betjentene flere personer, herunder en kraftigt spirituspåvirket 42-årig mand fra Taastrup, som blev anholdt uden dramatik. Det viste sig nemlig, at det var ham, som havde anmeldt til politiet, at han var blevet skudt. Han blev sigtet for falsk anmeldelse, og taget med i detentionen til afrusning, hvorefter han blev afhørt til sagen. Politiet fandt intet våben på adressen. Det var ikke muligt for politiet at få opklaret, hvorfor manden havde ringet og anmeldt, at han var blevet skudt. Han blev løsladt næste morgen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen
Narkosalg – Gersagerparken, Greve
Kl. 22.14 hørte en beboer i Gersagerparken, at det rumsterede fra et kælderrum, og mistænkte at nogen var ved at bryde ind. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 16-årig ung mand fra Ishøj i kælderrummet. Han blev visiteret og fundet i besiddelse af 20 pølsemandsposer som indeholdt i alt 20,63 gram hash, 8 pølsemandsposer som indeholdt 4,98 gram kokain og 8 ecstasypiller. Politiet beslaglagde narkoen og den 16-årige blev sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Politiet kørte den unge mand hjem, hvor hans værelse blev ransaget. Her fandt politiet to ulovlige pebersprays, som den 16-årige også blev sigtet for at besidde. Hans mor og de sociale myndigheder blev orienteret om sagerne mod den 16-årige. Han blev løsladt i sit hjem, men kan forvente at høre fra politiet i sagen.