Dommerkomitéen bag Årets Landdistriktsindsats 2026 efterlyser nu forslag til projekter og initiativer, der har gjort en særlig forskel for udviklingen i Slagelse Kommunes landdistrikter det seneste år. Borgerne, foreninger og lokalområder opfordres til at sende deres forslag og fremhæve de lokale indsatser, som fortjener anerkendelse.
Prisen hylder projekter, der er gennemført uden for byerne Slagelse, Korsør og Skælskør, og som har styrket fællesskabet, skabt nye aktiviteter, forbedret de lokale faciliteter eller på anden måde bidraget positivt til lokalområdet. Det er et krav, at indsatserne har været et samarbejde mellem flere personer, foreninger eller aktører.
Sidste år blev prisen tildelt foreningsfitness i Ørslev Bjerge Idrætsforening, og nu ønsker dommerkomitéen at finde nye projekter, der fortjener at blive nomineret til prisen i år. Alle kan indsende forslag, men komitéen udvælger de nominerede og den endelige vinder. Prisen består af 15.000 kr., et træ til udplantning samt en messingplade, og beløbet skal anvendes til fællesskabsstyrkende initiativer.
For at komme i betragtning skal projektet eller indsatsen:
- Være foregået udenfor Korsør, Skælskør eller Slagelse
- Være gennemført af en gruppe på minimum to personer eller flere
- Afspejle viljen og evnen til at forbedre vilkårene i landdistrikterne
- Virke som inspiration og eksempel til efterfølgelse i andre sammenhænge i kommunen
Forslag sendes til landdistriktsudvikling@slagelse.dk senest den 25. oktober. Forslagene skal indeholde en kort beskrivelse af projektet eller indsatsen og kan gerne suppleres med billeder.
Vinderen af Årets Landdistriktsindsats 2026 offentliggøres ved Landdistriktskonferencen den 25. november. Prisen uddeles én gang årligt og fejrer det værdifulde arbejde, der skaber udvikling og liv i Slagelse Kommunes landdistrikter.
https://www.slagelse.dk/da/nyheder/hvem-fortjener-arets-landdistriktsindsats-2026/