Mænd med gigt får igen mulighed for at træne sammen i naturen, hvor der er fokus på tilpasset træning, fællesskab og på at mindske smerter gennem bevægelse.
Alle kan være med, når Annette Elmer og hendes hold mødes til naturtræning onsdag formiddag hele efteråret. Her gælder det hverken om at komme først eller hoppe højest – det handler først og fremmest om at lindre smerter, styrke kroppen og få gode oplevelser sammen.
Det er Gigtforeningen, der står bag naturtræningen, og både øvelser og rute er planlagt, så kroppen bliver udfordret på en måde, hvor deltagerne kan være med på deres eget niveau.
”På mit hold tager vi hensyn til hinanden. Vores udfordringer er lige så forskellige som vores personligheder” fortæller Annette og uddyber:
”Derfor starter vi også altid træningen med et lille tjek-ind. Her mærker vi efter, hvordan dagsformen er hos den enkelte, så træningen kan tilpasses derefter.”
Fællesskabet er mindst lige så vigtigt som selve træningen. Flere af deltagerne har fortalt Annette, at det netop er samværet med de andre, der gør en forskel.
”For deltagerne er det især samværet og fællesskabet, der betyder noget. Samtidig giver træningen en anledning til at komme ud i skoven – og en god grund til at komme op af sofaen,” fortæller Annette.
Den perfekte træningsmakker
Naturen er en perfekt træningsmakker. Den forandrer sig fra uge til uge og byder hele tiden på nye oplevelser og udfordringer.
”En fældet træstamme kan bruges til at træne balancen, en tur op ad en bakke styrker anklerne og får pulsen op, og en træstub gør det ud for en stepbænk. Vi får frisk luft og røde kinder, og alle muskler bliver rørt.”
En undersøgelse blandt tidligere deltagere på Gigtforeningens naturtræningshold viser flere positive effekter af træningen. Især deltagere med smerter og nedsat bevægelighed oplever både lindring og stor glæde ved at træne sammen med andre i naturen.
Du kan stadig nå at være med på efterårsholdet – læs mere og tilmeld dig på