Korsør får 15 millioner til grøn havneforvandling og klimatilpasning

Foto: Slagelse Kommune.
dato

Korsør modtager 15 mio. kr. i støtte til projekt Havneskoven, som skal forvandle havneområdet til et grønt og klimatilpasset byrum i tæt samspil med borgere og natur.

Korsør er udvalgt som én af 17 danske bymidter, der har modtaget støtte fra Indstillingsudvalget for bæredygtig byudvikling. Slagelse Kommune har modtaget en bevilling på 15 millioner kroner til projekt Havneskoven, der er en central del af udviklingsplanen for Korsør. Projektet har til formål at styrke sammenhængen mellem vand, natur og by ved at forvandle et centralt havneområde fra et gråt transitpunkt til et grønt, rekreativt og klimatilpasset byrum.

Midlerne er fordelt fra EU’s Regionalfond, hvor Indstillingsudvalget for bæredygtig byudvikling netop har afsluttet anden og sidste runde uddelinger for at styrke levende bymidter og lokale fællesskaber i Danmark. Indtil nu har 17 bymidter over hele landet modtaget støtte, herunder også Korsør, gennem denne pulje, som regeringen nedsatte i 2024.

Havneskoven tager afsæt i den udviklingsplan, der blev vedtaget for Korsør efter en grundig borgerinddragelsesproces sidste år. Ambitionen er at binde bymidten tættere sammen med havnen, styrke rekreative stier og skabe adgang til både de blå og grønne områder. Centralt i visionen er at gøre kysten til en ressource for byen og skabe et inkluderende byrum, der fremmer bæredygtighed – miljømæssigt, socialt og økonomisk.

Projekt Havneskoven vil blandt andet indeholde en tæt beplantet skov med snoede stier omkring Caspar Brands Plads, en oplevelsesplatform kaldet Tangkrogen med formidling af klima og havmiljø, en ny havnepromenade med sammenhængende stiforløb, opholdspladser og forbindelser til gågader i indre by og havnepladsen samt en ny udformning af havnepladsen, så den forbinder bymidten med det rekreative forløb langs kajkanten.

Projektet tager udgangspunkt i behovet for kystsikring af området, men med særligt fokus på, at løsningerne ikke må skabe barrierer mellem byen og vandet. Visionen er, at kystsikringen bliver en gevinst, som styrker adgangen til kysten og koblingen mellem vand, natur og by for hele Korsør.

Flere oplysninger kan findes via Slagelse Kommunes hjemmeside.

https://www.slagelse.dk

https://www.slagelse.dk/da/nyheder/korsoer-modtager-15-mio-kr-til-ny-groen-havnepromenade/

Kilde: Slagelse Kommune