Stigsnæsværket – Kraftværk og industri ved Skælskør

Stigsnæsværket var et kulfyret kraftværk på halvøen Stigsnæs ca. 6 km sydvest for Skælskør. Kraftværket, som også kendes som Stigsnæs kraftværk, blev sat i drift af SEAS i 1966 og producerede el i 46 år, indtil det ophørte med udgangen af 2012. Med en samlet elkapacitet på 409–410 MW var det et af de større kulfyrede anlæg på Sjælland og et centralt referencepunkt i byens industrihistorie.

Hvor ligger Stigsnæsværket, og hvad kendetegner området?

Stigsnæs-halvøen byder på en sjælden kombination af dybt farvand og direkte adgang til Storebælt, hvilket gjorde området ideelt til tung industri. Halvøen ligger på den sydvestligste del af Sjælland ud til Agersø Sund, ca. 6 km sydvest for Skælskør by i Slagelse Kommune, med koordinater 55°13′01″N 11°16′05″Ø.

Det fysiske særkende ved Stigsnæs er vanddybden: Stigsnæsværkets Havn har en vanddybde på præcis 18 meter, bekræftet af tre uafhængige kilder, herunder Wikipedia og danmarkslodshistorie.dk. Det gør den til den dybeste havn på hele Sjælland. Store, oceangående kul- og olietankere kunne anløbe direkte uden omladning. Ingen anden sjællandsk havn kunne tilbyde det samme.

Denne dybde var den primære årsag til, at Stigsnæs blev valgt til kraftværk, raffinaderi og industrihavn frem for andre kystnære lokaliteter. Fra halvøen er der færgeforbindelser til Omø og Agersø, som i dag udgør de synligste tegn på halvøens fortsatte forbindelse til det omkringliggende farvand.

Hvad var Stigsnæsværkets funktion og kapacitet som kraftværk?

Stigsnæsværket var et kondensationskraftværk fra efterkrigstiden, der leverede el til det sjællandske net og i mindre omfang fjernvarme, med en samlet kapacitet på 409–410 MW ifølge Wikipedia og Lex.dk.

Kraftværket bestod af to produktionsblokke. Stigsnæs 1 blev idriftsat i 1966 med en 135 meter høj skorsten; Stigsnæs 2 fulgte i 1970 med en 130 meter høj skorsten. De to skorstene var i årtier synlige fra store dele af det sydvestsjællandske landskab. Oprindelig var kraftværket oliefyret med fuelolie leveret via rørledning direkte fra Gulf Oil-raffinaderiet på samme halvø. Da oliekrisen slog igennem, blev anlægget ombygget til kulfyring i 1981 — kullet ankom med store skibe, der netop kunne anløbe takket være de 18 meters vanddybde.

Blok 2 kørte i de senere driftsår primært som spidslastkapacitet, dvs. kun i perioder med høj efterspørgsel på el. Da vindmølleudbygningen accelererede og Storebæltsforbindelsen blev elektrificeret, faldt behovet for denne type kapacitet markant. DONG Energy angav faldende elforbrug, vindmøller og den elektriske Storebæltsforbindelse som de tre bærende årsager til lukningsbeslutningen.

Stigsnæsværket hørte til i samme kategori af kulfyrede anlæg som Asnæsværket ved Kalundborg og Enstedværket ved Aabenraa — men adskiller sig ved den usædvanligt dybe havn og den direkte rørledningsforbindelse til et naboraffinaderi, som var unik i dansk sammenhæng.

Er Stigsnæsværket lukket, og hvad sker der med anlægget?

Stigsnæsværket ophørte med elproduktion med udgangen af 2012, og ingen del af anlægget har siden produceret el. I 2021 stod det til salg og nedrivning ifølge Lex.dk, og konsortiet Rimeco har efterfølgende erhvervet kraftværket med henblik på nedrivning og genanvendelse af materialerne.

Det præcise år for nedrivningens start er ikke dokumenteret i tilgængeligt kildemateriale — Rimeco bekræfter nedrivningsaktivitet, men angiver ikke et konkret årstal i de offentligt tilgængelige oplysninger. Stigsnæs Industripark, der erhvervede grunden i 2019, er den nuværende ejer, og det er inden for deres rammer, at arealernes fremtid bestemmes. Hvad Industriparken konkret planlægger for grunden, fremgår ikke af de kilder, der p.t. er tilgængelige.

Kulterminalen lukkede allerede med udgangen af 2010 — to år inden selve kraftværket. DONG Energy havde kort forinden investeret over 500 mio. kr. i renoveringen af kulterminalen og anskaffet to nye kulkraner, inden beslutningen om lukning faldt. Baggrunden var, at DONG kun havde behov for én kulhavn: Enstedværket ved Aabenraa, ejet i fællesskab med Vattenfall, fik prioriteten.

Hvem ejer Stigsnæsværket i dag?

Stigsnæs Industripark ejer i dag kraftværket og havnen, som selskabet erhvervede fra Ørsted A/S i 2019. Ørsted bekræftede salget i en pressemeddelelse i maj 2019. Slagelse Kommune afgav også bud på anlægget, men tabte til Stigsnæs Industripark.

Ejerskabets vej til det punkt er lang. Kraftværket startede under SEAS (Sydøstsjællands Elektricitets Aktieselskab) i 1966, overgik i 1992 til det nydannede SK-Energi, som siden fusionerede med københavnske kraftværker til Energi E2. Ved energisektorens konsolidering i 2006 overtog DONG Energy Energi E2 og dermed Stigsnæsværket. I 2017 skiftede DONG Energy navn til Ørsted A/S, og to år senere solgte selskabet kraftværket videre.

Ejerskiftet i 2019 adskilte formelt kraftværket fra den øvrige industrielle aktivitet på halvøen. Havnen og kraftværksbygningerne overgik samlet til Stigsnæs Industripark, men hvilken driftsform og hvilke konkrete planer Industriparken arbejder med for arealet, er ikke belyst i tilgængelige offentlige kilder. Rimeco-konsortiets erhvervelse til nedrivning og genanvendelse er den senest bekræftede aktivitet på grunden.

Skælskørs bredere industrihistorie — fra middelalderlig købstad til moderne erhvervsliv — er dokumenteret i oversigten over Skælskørs Historie, hvor Stigsnæsværkets rolle i byens 1960'er-vækst også berøres.

Hvilke andre industrianlæg og havnefaciliteter findes på Stigsnæs?

Stigsnæs-halvøen rummede i årtier fire sammenhængende industrielle enheder: olieraffinaderiet, kraftværket, havnen og kulterminalen — alle geografisk og driftsmæssigt forbundne.

Olieraffinaderiet på Stigsnæs åbnede den 3. oktober 1963 og var i drift frem til den 12. april 1997. Det var Gulf Oil, der drev anlægget, og fra raffinaderiet løb en rørledning direkte til kraftværket, som i de første 15 driftsår fyrede med fuelolie herfra. I 1978 åbnede raffinaderiet en visbreaker til destillering af svær olie, inden kulfyringen overtog i 1981. Raffinaderiet lukkede 15 år inden kraftværket — men efterlod en infrastruktur og en havnekapacitet, som kraftværket og kulterminalen derefter overtog.

Havnen er det element, der binder komplekset sammen. Med 18 meters vanddybde — den dybeste havnemulighed på Sjælland — var Stigsnæsværkets Havn i stand til at modtage de allerstørste oceangående kulskibe. PERI A/S udvidede kultransportanlægget for Hoffmann A/S med bl.a. otte pyloner og en lang transportbåndtunnel — investeringer af usædvanlig skala. Efter kraftværkets lukning faldt havneaktiviteten markant, men havnen anvendes fortsat som udgangspunkt for færgeruter til Omø og Agersø.

Ved Ørsteds salg i 2019 overgik kraftværk og havn samlet til Stigsnæs Industripark. Det betød ikke nødvendigvis, at de to enheder drives under ét fremadrettet — ejerskiftet adskilte formelt kraftværksbygningerne fra resten af de industrielle aktiviteter på halvøen. Stigsnæs Industripark er i dag den administrative ramme for al erhvervsaktivitet på stedet, og lukningen af kraftværket i 2012 afsluttede halvøens periode som aktivt tungindustrielt knudepunkt.

Ved lukningsbeslutningen i 2010 berørte det 48 ansatte: 32 modtog fyreseddel, mens 16 blev overført til DONG Energys Asnæsværk ved Kalundborg — heraf vendte 8 tilbage til Stigsnæs som vagthold under nedlukningen. Stigsnæsværket var dermed en af Skælskørs vigtigste industrielle arbejdspladser fra 1960'erne og frem, og dets lukning indledte en ny fase i halvøens historie. Sankt Nicolai Kirke i Skælskør bærer byens middelalderlige lag; Stigsnæs bærer det industrielle tyvende århundrede.